Rømø rykker ind i dit hjerte

Rømø rykker ind i dit hjerte !
Hiv stikket ud og nyd et stykke af Danmark, hvor I kan nyde hinanden fuldt ud. Her er få, men fine og interessante aktivitetstilbud. I kan gå i fred og ro uden hele tiden at tage stilling til en masse muligheder og tilbud, der vælter en i møde, sådan som det ofte er tilfældet på populære feriemål af samme kaliber som Rømø. Roen på Rømø er rar og rekreativ!

Naturoplevelser og hygge for familien!
Egentligt var det en Sælsafari, der denne gang skulle bringe os til Rømø, men alt var desværre udsolgt. Alle typer Hav- & Sælsafari er vældig populære. Derude til søs venter et hav af oplevelser på hele familien.

Godt nok fik vi ikke mulighed for at komme på sælsafari denne gang, men til gengæld er der mange andre naturoplevelser at få med hjem fra Vadehavsområdet og Rømø især, så der er god grund til alligevel at tage på weekend eller ferie på Danmarks 10. største ø.

Lyset
Naturen er og bliver Rømøs absolutte ressource. Strandene er i en klasse for sig. Hver sommer besøges strandene af tusindvis af mennesker, men uanset, hvornår man gæster de lange, smukke og brede strande, er det et sandt syn for guderne. I september afholdes den legendariske dragefestival.

At køre en tur på Rømø i bil eller på cykel og nyde udsigten langs havet hører til øverst på hitlisten.

Lyset er så smukt, som det sjældent er set. Det er som om tiden nu og da står stille for os, når vi er på Rømø. Der findes næsten ikke ord for hvor kønt et billede, der tegner sig, når man sidder og betragter solen, havet og marsken – og måske et enkelt får.

Natur og friluftsliv
Rømøs natur bærer præg af, at Rømø blev dannet efter den sidste istid som en række klitter. Rundt om på øen møder I især fyrreskove, smukke lyngheder, klitter og indimellem også små søer. Der er fine muligheder for at nyde herlighederne. Skov- og Naturstyrelsen har udgivet en folder med kort og lavet såvel vandreture som ridestier.

I Tvismark Plantage er der mulighed for at trave en dejlig rute på ca. 3 km.

De øvrige to ruter er henholdsvis Kirkeby Plantage (en rute på 2 km og en rute på 4 km) og Vråby Plantage med en rute på 3 km. Alle steder er der fokus på varierende scenarier og formidabel udsigt ud over Vadehavet, når det er muligt.

Hunde-herligheder
Også de firbenede venner har det godt og kan nyde Rømøs dejlige natur på bedste vis. Der er tre indhegnede områder, hvor hunden kan gå løs.

Nationalmuseet Kommandørgården og Tønnisgård
Rundt om på Rømø er der flere gamle historiske bygninger, som oser af charme og hygge med deres stråtag og små lave vinduer. Kun på Nationalmuseets Kommandørgård og på Tønnisgård kan en gammel bygning opleves indefra uden videre.

Nationalmuseets Kommandørgård er fuldt møbleret, både der, hvor familien boede, og der, hvor de ansatte boede, dvs. i såvel bolig og udlænger. Der er rigtig meget at kigge på for ungerne. I boligen kan I se nogle meget fine eksempler på smukt bemalede paneler fra 1700-tallet samt snedker- og udskæringsarbejde. Det mest usædvanlige er vægbeklædninger af fine hollandske fliser, som kommandøren har haft med hjem fra sin tur til søs. Et besøg på Nationalmuseets Kommandørgård er gratis for alle og kan klart anbefales.

Den 200 år gamle Tønnisgård er i dag indrettet til turistbureau (med gode åbningstider) og et aktivt naturcenter, der byder på flere forskellige traditionelle såvel som utraditionelle oplevelser med naturvejleder, aktiviteter for børn samt en udstilling på stedet, der bl.a. fortæller om Rømøs historie, byggeskik og natur m.m. Desværre holder Tønnisgård naturcenter lukket i weekenderne. Ærgerligt for de mange, som gæster øen i weekender og gerne vil opleve en af de tillokkende udflugter, som Tønnisgård har på deres program, og som omfatter: Vadehavstur, Fugletur, Svampetur, Snapsetur, Bunkertur, Rejefangst, Hestevognskørsel, Sort sol og af særlig interesse for børnene aktiviteterne Dragebyg, Leg med muslinger og Naturværkstedet.

Sjov og ballade i Rømø Lege- & Labyrintpark
Rømø Lege- og Labyrintpark er et nyt, spændende og dejligt aktivitetstilbud til hele familien. Stedet hører ikke til blandt de store, men til gengæld er her hyggeligt, og faciliteterne er 100% i orden. Labyrinter og andre spil, der handler om, at deltagerne skal tænke sig om og bruge såvel logik og matematik, er de bærende elementer. Resultatet er en række morsomme, udfordrende og pudsige opgaver til store og små.

Vi var især vilde med Kapløbs-labyrinten, hvor far og datter dystede i en duel på hurtighed, taktik og overblik. Når vinderen kom til mål, skulle der ringes med en stor skibsklokke. Alle tiders!

Da regnen meldte sig, og vi netop var færdige med Vadehavs-labyrinten, som vi to voksne var meget benovede over, søgte vi ly i den hyggelige træhytte, drak kaffe og kakao, sludrede med den utrolig søde og imødekommende medarbejder og kastede os over en række spil og opgaver. Nu var det tid for Hovedbrud og andre finurlige Hjernetrænere. Stedet kan klart anbefales til hele familien!

Rømø Lys
I Lakolk Butikscenter har Rømø Lys en stor og indbydende butik. Lokalet, hvor der støbes lys, er velindrettet, så der er plads til alle, og samtidig er der sat cafeborde op til ventende familiemedlemmer eller venner.

Der er mange farver at vælge imellem, og der hænger gode instruktioner om, hvordan man på egen hånd går i kast med at støbe sine lys. Lysvægerne købes ved kassen i selve butikken, og derefter er man overladt til sig selv. Friske gik vi i gang, og det gik heldigvis også som en leg, men vi havde nu også prøvet det før.

I lokalet spillede et par højtalere popmusik, og fra en stor fladskærm blev der vist tegnefilm.

Når Rømø Lys vælger at spille en tegnefilm, er det nok tænkt som en service, fordi lysestøbning tager tid og kræver tålmodighed – noget mange børn har det svært med.

Vi synes imidlertid, at det er fuldstændigt forkert at give efter og klaske en film på. Det er i vores øjne det samme som at sige, at den aktivitet stedet selv tilbyder – lysestøbning – faktisk ikke er særlig underholdende, interessant eller hyggelig! Hvor er det synd at efterlade det indtryk hos kunderne.

At støbe lys ér en stille, rolig og hyggelig aktivitet. Der burde ikke være brug for tegnefilm!

Hvis fladskærmen skal bruges til noget, skulle det da netop være til at spille en faktuel film optaget på stedet, så weekendens gæster kan se, hvorledes den daglige lysproduktion forløber, og med en medarbejder, der fortæller om, hvad lys er lavet af, hvordan de blev lavet i gamle dage osv.

Til glæde for stedets tyske gæster kunne det tekstes på tysk.

Havegærde af hvaltænder
I artiklen Tag på udflugt til fortiden! fortæller jeg kort om et havegærde af hvaltænder på Rømø. Historien kan læses i ‘Udflugt til Fortiden: Guide til 80 gådefulde fortidsminder i Danmark’ skrevet af Søren Olsen – eller I læse lidt om, hvorfor der i dag står resterne af et stort havegærde af hvaltænder på en adresse i Juvre med GPS koordinaterne N 55º 10.485 E 008º 33.471. Da det er en privat adresse der gøres holdt ved, opfordres der fra min side til at vise respekt og være stille, alt i mens I kikker lidt på det meget specielle hegn.

Måltider
Apropos havet og alt godt fra havet. I Havneby kan der købes frisk og lækker fisk hos Ani & Ottos Fisk. Udvalget er ualmindeligt stort og flot. Vi købte blandt andet de berømte små Rømø rejer til vores aftensmad – både nykogte og som røgede pil-selv rejer. Sammen med et godt flute og en dip var det en herlig og hurtig aftensmad.

På Rømø Røgeri, der også er beliggende i Havneby, bydes der også på fine fiskeprodukter, og her kan man også vælge at spise, hvis man ikke ønsker at tilberede maden selv. Stedet anbefales af de lokale og det med rette.

Vi valgte at spise en enkelt gang i Lakolk Butikscenter, hvor der er caféer, pizzeria og en enkelt restaurant.

Efter en anbefaling fra turistbureauet gik vi efter et godt familievenligt måltid på Ristorante Buona Sera, men vi oplevede, at der desværre ikke var sammenhæng mellem pris, kvalitet, omgivelser m.m.

Det vrimler ikke med charmerende og gode spisesteder på Rømø, men det er muligt at få lækker mad, som hele familien kan lide.

Langs vejkanten er der nu og da landmænd og andre med grønne fingre, der har en bod, hvorfra der sælges frugt og grønt m.m. Det kan absolut anbefales at købe herfra og få nyopgravede grøntsager og nyplukkede bær og frugter med hjem. Det smager herligt!

En køretur over dæmningen er alt, hvad der skal til, og så finder I gårdbutikker og stalddørssalg med frugt, grønt samt specialiteter, vildt og marsklam i massevis.

Pust ud på Rømø og nyd hinanden
Tiden går knap så hurtigt på Rømø, og det er vel nok det allerbedste. På den måde lever Rømø op til det, en ferie skal kunne. Give fred og ro – lade batterierne op. På Rømø skal I selv opsøge de tilbud, I gerne vil benytte. Det giver en masse ro og frihed, der vil gøre mange familier godt!

Rømøs natur er balsam for sjælen. De store vidder ved Vadehavet er en gave. Her kan I lege, udforske naturen eller ‘bare’ være jer selv. Derfor er Rømø helt rigtigt!

God tur til Vadehavets største ø

Nønne Lønne Votborg
Sjovforbørn.dk
21. september 2009

Din kommentar til artiklen?
Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:

Din kommentar:

Oplevelser nævnt i artiklen og andre aktiviteter
Oplev fantastiske naturscenerier så som Sælsafari, Sild- og VadehavsCruise til havs eller måske Sort sol til lands.

Besøg www.sortsafari.dk. De byder på et rigt og varieret program. Der skal bestilles i god tid. Bemærk: Desværre gives sjældent børnerabatter ud fra devisen om, at børn jo fylder et sæde præcis som en voksen.

Rømø Lege- og Labyrintpark

Sejltur til Sild

Rømø Lys

Rømø Minigolf (18 baner)
Mulighed for at spille petanque, boccia og boule. Til de små er der legehus og sandkasse.

Naturcenter Tønnisgård

Rømø – beskrevet på turistbureauets hjemmeside: http://www.romo.dk/danmark/da-dk/menu/turist/byturisme/roemoe/roemoe.htm

Nyttige links om natur
De følgende links kan alle – på hver deres måde – give jer som familie gode ideer til naturoplevelser. Vælger I at tage på besøg på Rømø eller et andet sted i Danmark, hvor naturen er helt unik, er det oplagt at hellige jer de gode naturoplevelser.

Lige som man klæder sig godt på med det rigtige tøj og forbereder sig med regntøj, skiftesko osv., er det også vigtigt at være velforberedt, når det gælder viden om naturen og have ideer til, hvad I sammen kan lave. Derfor denne samling link til jer!

Dansk Naturfredningsforening – byder på mange ideer til sjove og lærerige oplevelser i naturen. Klik under punktet ‘Oplev Naturen’, derpå vælges ‘Børn og Fritid’ og endelig vælges så ‘Naturoplevelser’. Herunder kan familien hente ufattelig mange gode og anderledes ideer til en dag i det grønne på Rømø: www.dn.dk

Skov- og Naturstyrelsens side er en fin side med informationer og meget andet. Især ‘Ud i skoven’ er særligt interessant, vil jeg mene! http://www.skovognatur.dk/

www.natur-og-ungdom.dk kan også give jer ideer til, hvad I kan lave sammen i den dejlige natur på Rømø.

Guide til naturoplevelser i hele landet – og på Rømø – findes på Naturnet: http://www.naturnet.dk/

Friluftskortet råder over mange vigtige informationer: Her kan du finde overnatningspladser, strande, fortidsminder, vandreruter og meget, meget mere.

På Skovforenings siden kan I læse om skovbrug og skove i bred forstand. Kig under Skovgæster! http://www.skovforeningen.dk/

http://www.skoven-i-skolen.dk/ er en side henvendt til lærere først og fremmest med ideer til kreative aktiviteter, der kan laves i naturen eller af naturens materialer. Alle kan være med og få stort udbytte af ideerne og de informationer, der gives. Derfor denne anbefaling af Skoven i skolen!

De naturhistoriske museer og en række forskningsinstitutioner er gået sammen om at anbefale den største it-satsning i formidlingen af Danmarks natur.

På natur.dk findes en samlet præsentation naturemnerne biologien, geologien og meteorologien.

Da Vadehavet hører til blandt de udpegede kommende nationalparker, er det interessant at læse om det – og formidle det til ens store unger: http://nationalparker.skovognatur.dk

Rømø har en central placering i Vadehavet – og Vadehavet har sin egen hjemmeside: http://www.vadehav.dk

Et godt og inspirerende webmagasin om natur: www.naturguide.dk

Læs også mere her:


Udgivet

i

af

Tags: