Skanderborg Sø Camping

Udgivet af Redaktionen den

Skanderborg Sø Camping er en hyggelig plads, hvor smuk og varieret natur skaber en dejlig ramme for et afslappet ophold. Campingpladsen er en tidligere frugtplantage og flere end 80 af de gamle frugttræer og mange andre buske og træer, sørger for en smuk baggrund samt god læ og skygge.

På campingpladsen kan I hygge jer ved vores lille børnevenlige sandbadestrand med rent vand og både sol og skygge. I kan leje kanoer og robåde med redningsveste, en kanotur på søerne og Tåning å er en naturoplevelse i særklasse; flot, fredelig og fuldstændig afstressende.

I kan fiske gratis når I bor på pladsen, Skanderborg sø er kendt som en af de bedste medefiskesøer i Europa, med en stor bestand af brasen, skaller og aborrer. I højsæsonen kan I deltage i forskellige arrangementer f.eks. snobrødsbagning eller skattejagt for børnene. Der er mulighed for lejrbål for de unge eller en hyggelig ‘spis sammen aften’ for de voksne.

Hver dag er der fodring af dyrene, hvor børnene gerne må hjælpe til. Af øvrige aktiviteter på pladsen er bl.a. minigolf, bordtennis, bordfodbold, streetbasket, beachvolley og poolbillard. Skanderborg Sø Camping er medlem af Cykling Danmark. Cykling er en ideel måde at opleve den fantastiske natur omkring Skanderborg på.